Udviklingsrådet arbejder op til den forestående generalforsamling i rådet på en ny struktur, der skal sikre at de lokale kræfter bruges fornuftigt og stærkt på alle områder. Et vedtægtsændringsforslag på den forestående generalforsamling den 3. juni, skal sikre muligheden for at etablere en stærk driftsgruppe for X-Huset.
I følge Udviklingsrådets formand, Hans Christian Balle har der er siden Det nye X-Hus åbning i 2017 været gjort en række vigtigste erfaringer omkring driften og udviklingen af huset.
- X-Huset kan ikke udelukkende drives af frivillige. Der er behov for en professionel driftsleder, som varetager den daglige drift, koordinerer og varetager kontakten med X-Husets brugere og områdets interessenter generelt.
- X-Husets økonomi skal baseres på en væsentlig tilgang af brugere og kunder, som kommer andre steder fra end lokalområdet.
- En sikker drift skal baseres på flere driftsområder: udlejning, møder, faste foreninger i huset, sociale og kulturelle arrangementer, tæt samarbejde med områdets foreninger om spændende aktiviteter i og omkring huset.
- Den overordnede driftsopgave (budget, driftsplaner, vedligeholdelse, udviklingsprojekter, kontakt til Faaborg-Midtfyn Kommune (Bygningsejeren) o.a. er for stor til at Udviklingsrådet alene kan løfte denne.
“For at X-Husets kan blive et helt naturligt valg for alle i Vester Hæsinge, Sandholt Lyndelse, Ny og Gammel Stenderup, har vi brug for flere engagerede folk, som vil være med til at skabe liv og gode rammer for lokalområdets sociale liv.
Det er vigtigt, at hele lokalområdet er repræsenteret, så de gode idéer, der bliver til virkelighed gennem arrangementer og aktiviteter i X-Huset, afspejler de behov, der er i hele lokalområdet.
Vi opfordrer til, at man melder sig aktivt ind i driftsgruppen. Vi henvender os til alle, der har lyst til at kaste deres engagement og gode energi ind i arbejdet for et levende X-Hus,” siger Hans Christian Balle, formand for Udviklingsrådet.
Han fortsætter:
“Udviklingsrådet arbejder på at etablere en stærk driftsgruppe bestående af X-Husets driftsleder, et medlem af Udviklingsrådet og minimum 1 udpeget medlem – gerne flere.
Vi er meget opmærksomme på, at opgaven kræver en professionel tilgang – men det er lige så vigtigt, at driftsgruppen kan sætte rammen for allerede etablerede aktiviteter i huset og komme med nye gode idéer til, hvordan X-Huset bliver et stærkt tilbud med masser af spændende aktiviteter.”
Venlig hilsen
Udviklingsrådet