I dagene op til jul har der været arbejdet på at få skridsikret X-husets hovedtrappe. Det har længe været et ønske, at få tydeliggjort en adgangsvej ad trappen til X-husets hovedindgang og samtidig få trappefladerne skridsikret.
X-huset har været i dialog med Faaborg-Midtfyn Kommune om økonomisk støtte til indkøb af materialer til skridsikringen, og Kommunen har været villige til at støtte projektet, som nu gør, at alle X-husets brugere kan færdes sikkert på trappen i regn og slud, sne og frost.
Glædeligt er det så også, at der efterfølgende landede en appelsin i turbanen. Michael Rasmussen, Broby Byg og Bo tilbød i samme ombæring at montere skridsikringen.
“Det er min julegave til X-huset”, siger Michael Rasmussen med et glimt i øjet.
Trods kedeligt vejr blev alle dele i går monteret på trappen. Tag en tur op af trappen. Der er garanti for skridsikkerhed.
X-huset siger tusind tak for gaven.