Henrik Larsen, Vester Hæsinge, er død efter længere tids sygdom. Henrik boede og levede en stor del af sit liv i Vester Hæsinge, hvor hans idérigdom, viden og medmenneskelighed har været af uvurderlig betydning for os i lokalområdet.

Henrik formåede – ved siden af et stort arbejde som selvstændig – at inspirere, igangsætte og udvikle institutioner og virksomheder i Vester Hæsinge og lokalområdet. Samtidig havde Henrik øje for at inkludere andre i fællesskabet og give dem der havde brug for støtte, ekstra opmærksomhed.

Det gjaldt når nye borgere flyttede til byen og hvor Henrik var med til at tage godt imod og få “de nye” inddraget i foreninger, skolen eller børnehaven.

Eller da en familie i lokalområdet med fem børn for nogle år siden, pludselig mistede mand og børnenes far. Henrik organiserede et stærkt netværk omkring familien, der hver dag sørgede for mad, transport og støtte. Og alle i landsbyen voksede en lille smule og mærkede, hvordan fællesskabet stod sammen og bakkede op, når det gælder allermest.

 

Henriks organisatoriske evner og store viden var også et vigtigt fundament da Danmarks første gårdbørnehave, Kaptajngården, blev etableret i Vester Hæsinge. Henrik slap aldrig helt børnehaven – og den ikke ham. Ved festlige lejligheder kunne han ikke lad være med, på sin egen drillende facon, at give et kærligt skub til fortsat at udvikle pædagogikken på “gården”. De blev holdt til ilden derude på Vestergade.

 

Henriks fremsynethed ser vi også i dag. For mere end 20 år siden blev X-huset bygget til som en del af byens skole. Samtidig blev byens mange foreninger samlet under en fælles paraply, som en fælles borgerforenig, X-Huset. Henrik var med hele vejen. Fra byggeriet, modernisering af foreningens struktur, og gik selv ind som X-Huset første formand for det nye repræsentantskab for nogle år siden. Da skolen lukkede, levede X-Huset videre og Henrik gik igen i spidsen for at samle støtte og midler til “Det Nye X-Hus”.

 

Mange er gennem tiden “hevet ind” i den lokale brugsforenings bestyrelse af Henrik. Han tog det ikke hver gang så nøje, om de nu var opstillet til bestyrelsen. Ind blev de valgt på den årlige generalforsamling og taktikken gav som regel resultat. Bestyrelsen i Brugsen var bred og mangfoldig og Henrik styrede det hele som formand gennem mange år. Som sin far, var Henrik rigtig brugsmand og gennem flere års solidt arbejde kom han helt til tops i COOP.

Henrik var igangsætter og en stor motivator. Det var ham der satte gang i Åben Landsby, fik startet den lokale vindyrkerforening op og sågar var anledning til at byen fik sit eget Ølsmagerlaug (da han som formand for brugsen holdt vinsmagninger, men ikke rigtig var med på det der med ølsmagninger).

 

Vi er mange, der har meget at takke Henrik for. Han er her ikke mere. Men det er hans tanker, idéer, visioner og hjertevarme. Den lever videre i foreninger og i alle os, der var så heldige, at lære Henrik at kende.

Tak Henrik!

Henrik Larsen2

 

På vegne

af X-Huset og Brugsen i Vester Hæsinge

Laurits Knudsen og Ole Worregård

 

Begravelsen finder sted tirsdag den 23. december kl. 11.00 i Sandholts Lyndelse Kirke.