Planlagt solcellepark er markeret med blåt omrids.
Tal med brunt viser højde over havet og dermed højdeforskelle i området, svinger mellem 40 og 45 meter

Lokalrådet har i tirsdags (24/6 -24) holdt møde med Faaborg Midtfyn Kommune (FMK) vedr. de påtænkte planer om en solcellepark i Vester Hæsinge. Baggrunden for mødet var at flere borgere har kontaktet Lokalrådet med spørgsmål m. efter det tidligere Borgermøde. Lokalrådet havde desuden også en række spørgsmål samt synspunkter som vi ønskede at drøfte med kommunen.

På mødet deltog Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget samt Lone Wenzell, direktør for Arbejdsmarked og By, Land og Kultur. Du kan læse mere om mødet nedenfor.

Bedre kommunikation
Vi i Lokalrådet viderebragte på mødet de henvendelser vi har fået fra borgerne, herunder at nogle følte, der ikke var informeret og kommunikeret om på borgermødet. Vi påpegede desuden, at der ønskes mere synlig kommunikation og samlet materiale, der er nemt tilgængelig for alle interesserede og således man ikke selv skal besøge FMK for at få dette.
FMK anerkendte dette samt, at der var sket en fejl med at få informeret om Borgemødet og det er man opmærksom på fremover.

Uddybende kortmateriale
Vi efterlyste et bedre kortmateriale over det berørte område, herunder topografisk kort således det er muligt at se højdeforskelle i området. Dette har FMK netop tilsendt os og det findes nedenfor. Som det fremgår, er området forholdsvis fladt, med en max højdeforskel på ca. 5 meter. Rundt om området er der dog flere ret kuperede områder og boliger her vil potentielt kunne have et tydeligt indkig til solcelleparken.

Samlet plan for solcelleparker i kommunen
Lokalrådet efterlyste en samlet plan for placering af solcelleparker i Faaborg Midtfyn Kommune, der afbalancerer hensyn til til natur og miljø og grøn omstilling. På mødet blev det oplyst, at man ikke regner med at lave en sådan plan, men istedet behandler de ansøgninger, der findes og vil komme fra lodsejere.

Den videre proces
I øjebliket er der en høringsproces, hvor berørte borgere mv kan indsende høringssvar til Faaborg Midtfyn Kommune. Det skal ske inden den 5. juli 2024 og det kan vi kun opfordre til sker, hvis man har bekymringer mv. På mødet aftalte vi, at hvis man forinden har spørgsmål til projektet, er man velkommen til at skrive til Lone Wenzell på mail: lwenz@fmk.dk

Det er vigtigt at understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er truffet beslutning om en solcellepark. Til efteråret udarbejdes udkast til Lokalplan. Også her vil der blive indkaldt til Borgermøde og efterfølgende er der mulighed for at indgive evt. indsigelser.

Lokalrådets rolle
Bakkelandets Lokalråd arbejder bl.a. for at udvikle oplevelser, miljø og natur i vores område til gavn for nuværende og kommende borgere. Derfor er vi naturligvis også interesseret i at beslutning om en evt. solcellepark træffes på det bedst mulige grundlag og at alle relevante parter er informeret så godt som muligt. Samtidig støtter vi en generel omstilling til bæredygtig energi som fx sol og vind, også i Faaborg Midtfyn Kommune. Lokalrådet sender sit høringssvar i næste uge, hvorefter vi offentliggør det på hjemmesiden.

Læs også mere på vores side vedr solceller her…