Lørdagen bød på solskin og godt humør i X-Huset. Alle var opsatte på at få huset til at skinne igen. Mændene blev udfordret – da den stod i rengørings-tegn, men det blev taget med smil og grin.

Med fokus på klargøring til genåbning af X-Huset holdt Udviklingsrådet i dag arbejdsdag. 15 arbejdsivrige borgere var mødt op og efter en kop kaffe og fordeling af arbejdsopgaverne, blev der gået til opgaverne med stor ildhu.

To-do-listen var lang, men der blev gjort et stort indhug i de forskellige opgaver. Udenomsarealerne står helt skarpt og en stor del af klargøringen indvendig – primært rengøring – er klaret.

Dagen rundedes af med en velfortjent frokost til det arbejdende folk. Tusind tak til Birgitte og John for tilberedningen.

Og tusind tak til alle jer, der mødte frem og gav den fuld gas.

 

Kernen af deltagerne på arbejdsdagen udgøres af X-Husets Handymen-gruppe. Der er dog altid plads flere i gruppen eller plads til andre på arbejdsdagene, som ønsker at give en hånd med og hjælpe til med at drive vores kultur- og medborgerhus. Ja, faktisk er det jo en forudsætning for, at X-Huset fortsat kan være et aktiv for alle brugerne. Netop nu drives hele huset af frivillige, og der er stort behov for alles hjælp. Hvis du har mod på at tage et skarpt afgrænset ansvarsområde i X-Huset som frivillig, så kontakt vores driftsleder Anne Marie Hansen driftsleder@x-huset.dk eller et af Udviklingsrådets medlemmer. Kontaktoplysninger findes under “Om Udviklingrådet i menubjælken.