Heartland-gæster i Bakkelandet – fællesskab, gæstfrihed og 11.000 gode kroner!

I forbindelse med årets Heartland Festival valgte fem familier i vores område at åbne deres hjem for festivalgæster, der ønskede at overnatte under mere private og hyggelige forhold.

I alt 19 festivalgæster nød godt af det særlige tilbud, der bød på dejlige senge, fælles morgenmad i X Huset og kørsel til og fra Egeskov, hvor festivalen blev afholdt.

Mange frivillige hænder var i sving for at sikre, at gæsterne fik en god oplevelse – og det lykkedes til fulde! Vores lokale slagter, Bakkelandet24/7 og mejeri bidrog generøst med fine rabatter, så morgenmaden blev et festmåltid med masser af lokale fødevarer.

Det fælles initiativ og frivillige engagement har nu båret frugt – i alt 11.000 kr. er kommet i kassen som overskud.
Disse midler skal naturligvis komme alle borgere til gode, og gruppen af frivillige har besluttet følgende fordeling:

5.000 kr. går til hjælp til en ny lyskæde i det store træ ved X Huset, så vi igen kan glæde os over det smukke, oplyste træ i vintermørket.
En gratis brunch til alle i forbindelse med Nytårskuren i januar.
En ny sandkasse ved X Huset, som vores dygtige handyman-gruppe forhåbentlig vil kreere.

Det er gruppens ønske at gentage succesen næste år – med samme koncept og med de forbedringer, erfaringerne fra i år har givet.
Fællesskabet, lysten til at vise vores Bakkeland frem og viljen til at åbne hjemmene for Heartland-gæsterne, er drivkraften bag endnu et år med hjertevarm gæstfrihed.

Der vil komme et nyt nyhedsbrev, når planlægningen for næste år går i gang – men allerede nu skal der lyde en stor tak til alle, der bidrog med tid, mad, overnatning, kørsel og godt humør.

Tak for fællesskabet – og på gensyn til Heartland 2026!