Udviklingsrådet har holdt møde torsdag den 4. juni og ønsker her at formidle nogle vigtige budskaber.
X-Huset
Udviklingsrådets medlemmer har siden nyheden om opsigelsen af Helle talt med mange borgere i lokalområdet og er ikke i tvivl om, at mange i området viser stor interesse og bekymring for X-Husets fremtid. Vi tager både interessen og bekymringen alvorligt og er i fuld gang med at arbejde os hen mod et forslag til en fornyet plan for huset.
Vores forudsætning er en presset økonomi – vores mulighed er, at vores omkostninger nu er reduceret betragteligt – vores succes afhænger af hårdt arbejde og frivillige indsatser fra alle, som vil tage ejerskab til X-Huset.
Vi vil gerne tage udgangspunkt den oprindelige vision for Det nye X-Hus, der handler om Kultur, Natur og Sundhed, og tager udgangspunkt i fællesskabet. Vi har brug for tid til sammen med alle borgerne i området, at finde og fortsætte de elementer, som giver mening, engagement, ejerskab og ikke mindst glæde ved fællesskabet i lokalområdet.
Som udgangspunkt arbejder vi på, at vi igen kan ansætte en driftsleder, i det omfang, der til den tid vil være behov for. Vi arbejder med en tidshorisont på 1 år frem til en ansættelse. Men alt afhænger selvfølgelig af, hvordan det lykkes for os alle at få genstartet X-Huset.
I takt med at Udviklingsrådet på den korte bane får afgrænset arbejdsområder, vil vi kalde på alle jer frivillige.
Vi har flere gange forsøgt at igangsætte en eventgruppe for X-Huset uden, at vi er kommet længere med dette. I forbindelse med møde i Udviklingsrådet den 30. juni vil vi invitere dem, som tidligere har meldt ind på eventgruppen og alle dem der iøvrigt er interesseret i at være med til på den korte bane at skabe indhold i X-Huset. Mere herom i andet opslag på hjemmesiden.
I de 3 år, der er gået, har der været realiseret mange gode idéer i X-Huset. Alle, som ønsker, at disse gode ting skal fortsætte, melder blot ind til driftslederen, Laurits Knudsen, enten telefonisk: 61 41 67 77, eller på mail: driftsleder@x-huset.dk Som lovet vil vi indkalde til borgermøde først på efteråret med præsentation af et forslag til en plan. Situationen henover sommeren Som alle andre venter vi i spænding på næste udmelding fra regeringen omkring genåbning. Vi har i den grad brug for, at der bliver lempet, så vi igen kan mødes og være sammen. Vi håber, at der måske kan gives plads til en form for fysisk møde inden sommerferien. I hvert fald satser vi stærkt på Tour de Vester Hæsinge den 29. august.
3. Halvleg
Bladet udkommer som normalt i august. Deadline og omdeling vil dog blive rykket, så man kan læse bladet i anden weekend af august.
Efterårets planlagte arrangementer
På www.x-huset.dk/aktiviteter kan du læse om de arrangementer, der er planlagt… og naturligvis købe billetter. Vær med til at gøre arrangementerne til en succes.
Endnu en suppleant i Udviklingsrådet
På Udviklingsrådets generalforsamling den 11. marts lykkedes det ikke at finde en 2. suppleant til rådet. Udviklingsrådet fik derfor i opdrag af generalforsamlingen at finde og udpege en suppleant. Dette er nu lykkes. Karen Møller har sagt ja til at tage posten. Der er stor tradition for at suppleanter deltager aktivt i arbejdet. Så nu er vi 7 medlemmer af rådet eller rettere 8, når vi medregner vores kasserer, Jørgen Brink. Jørgen har valgt at følge udviklingen meget tæt i den kommende tid. Det er et stort hold, som ikke er set længe og som er et kæmpe plus netop nu, hvor der er brug for alle kræfter.
Velkommen til Karen Møller.
X-Huset består
I de 3 år, der er gået siden åbningen af Det nye X-Hus, er det lykkes at sætte X-Huset i hvert fald på Fyns-kortet. X-Huset nyder stor bevågenhed både blandt mange borgere, i Faaborg-Midtfyn Kommune og i pressen. Vi har alle muligheder for at komme godt videre – og Udviklingsrådet tvivler ikke på, at det kommer til at ske.
De bedste sommerhilsner
Hans Christian Balle
Formand for Vester Hæsingeegnens Udviklingsråd/X-Huset