Kære borgere i Vester Hæsinge, Sandholt Lyndelse, Ny og Gammel Stenderup
Julen nærmer sig, og herfra sender vi en jule- og nytårshilsen til alle borgere i lokalområdet.
Vi benytter her lejligheden til at sige tak for det gamle år. Tak til alle og frem for alt tak for jeres utrættelige opbakning og positive modtagelse af de beslutninger og initiativer, som Udviklingsrådet og X-huset er fødselshjælpere og facilitatorer for.
Når vi retter blikket mod begyndelsen af 2019 og lader det løbe henover året, ser vi, at der er igangsat en lang proces omkring at skabe aktivitet og rammer for samvær i X-huset, samtidig med at der er vækst i antallet af udlejninger og konferencer.
Det har hele tiden været tanken, at X-huset skal kunne tilbyde en bred vifte af muligheder. Det er en stor opgave at holde gang i alle dele, men noget tyder på, at det lykkes.
Mange gode kræfter arbejder konstant på at få X-huset nærmere mod målet som et levende medborger- og kulturhus. Enten sker det med det organisatoriske/driftsmæssige arbejde eller med at gå til hånde og tage ansvar for praktiske opgaver. På alle fronter bidrager lokalområdets borgere med stort og småt, som tilsammen gør, at vi kan få drømmene opfyldt.
Udviklingsrådet har henover efteråret afholdt 2 borgermøder og et heldagsmøde for rådet. Velkomstgruppen har afholdt arrangement med Tyge Mortensen. Disse initiativer er udgangspunktet for, at Udviklingsrådet kan udarbejde en udviklingsplan med afsæt i borgernes ønsker og drømme for lokalområdets fremtid. Vi håber at kunne præsentere det færdige arbejde til generalforsamlingen i Udviklingsrådet.
Glædelig jul og Godt nytår
Vester Hæsingeegnens Udviklingsråd/X-huset