Bakkelandets Lokalråd har sendt høringssvar vedr evt solcellepark ved Øster Hæsinge. Du kan læse høringssvaret nedenfor.

 


Faaborg Midtfyn Kommune
Plan
Mellemgade 15
5600 Faaborg

plan@fmk.dk

SOLCELLEANLÆG VED ØSTER HÆSINGE

Høringssvar

I forbindelse med høringvedr. evt. solcelleanlæg ved Øster Hæsinge afgiver Bakkelandets Lokalråd hermed sit høringssvar. Lokalrådet dækker landsbyer og egen omkring Vester Hæsinge, Ny og Gl. Stenderup samt Sandholts Lyndelse.

Lokalrådet arbejder bl.a. for at styrke kvalitet og oplevelser i vores natur til glæde for borgere, virksomheder, besøgende og tilflyttere til vores lokalområde. I den forbindelse er vi naturligvis også optaget af, hvordan større ændringer kan påvirke vores arealer og natur, herunder et større  solcelleanlæg ved Øster Hæsinge.

Lokalrådet anerkender og støtter en omstilling til bæredygtig energi- og elforsyning via bl.a. solceller, vindmøller etc. Vi lægger vægt på at det sker afbalanceret og således, at der tages hensyn til de landskabelige værdier samt naturen.

Ud fra det foreliggende materiale som Lokalrådet er bekendt med, er det vores indtryk, at dette er sket i stort omfang. Vi er bekendt med, at der er flere beboere i området op til solcelleparken, der er bekymret for udsigten til en meget stor solcellepark med en højde på op til 4 – 8 meter. Vi lægger derfor vægt på at kommunen i det videre arbejde tager hensyn til dette, således at der findes den bedst mulige løsninger som fx levende hegn mv., der kan mindske indblik til solcelleparken.

Helt grundlæggende efterlyser vi dog fortsat, at Faaborg Midtfyn Kommune udarbejder en overordnet plan – og som myndighederne opfordrer til – for den bedst mulige placering af solcelleanlæg i hele kommunen inden der gives tilladelse til flere anlæg herunder det påtænkte anlæg i Øster Hæsinge. Det giver samtidig mulighed for, at der samlet kan ske en afvejning af positive og negative konsekvenser for borgerne i Faaborg Midtfyn Kommune. Den nuværende praksis, hvor der gives tilladelse til lodsejere, der søger, betyder en tilfældig og i værste fald helt uplanlagt placering af de betydelige anlæg og med langtrækkende konsekvenser for vores og andre lokalområder i kommunen.

Samlet planlægges der med betydeligere arealer, der tages ud af landbrugsdrift og potentielt forvandles til industriområder i flere årtier. Det har konsekvenser for andre end den lokale lodsejer og vi vil derfor opfordre til at der politisk sker en drøftelse af, hvordan borgerne i et berørt område

ikke kun mister naturmæssige og landskabelige værdier, men omvendt også får ”noget igen”. Dvs at der indføres principper/opfordringer til mulighed for et medejerskab af en påtænkt solcellepark, som det praktiseres ved andre anlæg.

Opsamlende er Lokalrådets høringssvar således:

  1. Det videre planarbejde for anlægget ved Øster Hæsinge udskydes indtil Faaborg Midtfyn Kommune har udarbejdet en samlet plan for mulige solcelleparker i hele kommunen.
  2. At der sker en drøftelse af mulighed for at indføre principper/opfordringer til mulighed for et medejerskab af en påtænkt solcellepark.

På vegne af Bakkelandets Lokalråd
Dina Rosenberg
Forperson