VHE Invest har nu lejet den sidste del af den tidligere brugsbygning ud. Derfor glæder det os at kunne fortælle, at den 2. maj åbner Bakkelandsgrillen i Vester Hæsinge (navnet er ikke endelig besluttet endnu). Og det er erfarne folk, der nu flytter ind med lækker mad og gode tilbud til os alle: 

Hanne og Jesper står bag grillen. Jesper er automekaniker, og han har sit eget værksted/forretning, så det bliver primært Hanne, vi møder i grillen.

Hanne og Jesper kommer oprindelig fra Fakse Ladeplads og Vordingborg, men har boet på Fyn siden 2009. Hanne er udlært tjener og har arbejdet i køkkenet bl.a. på Langelands efterskole. Hun har desuden tidligere haft sin egen gril og pølsevogn  i Nakskov og en natgrill v/diskotek.

Hanne og Jesper knokler for at få grillen klar til åbning til maj. Foto: Leif Henningsen.

Varmt og koldt
I øjeblikket er de ved at indrette lokalerne i Vester Hæsinge til grill. Det bliver en grill med en bred vifte af grillmad for både børn/voksne og sultne sjæle. Derudover vil de have et stort udvalg af bland-selv slik, chips med mere. I sommerperioden satser de på fantastiske Gammeldags isvafler og Soft ice m/ diverse tilbehør og selvfølgelig en fryser, hvor man kan “dykke ned“ efter alverdens lækre ispinde og vafler fra Frisko.

Åbningsdag
Hanne og Jesper holder reception den 1. maj. Der bliver rød løber – to bånd skal klippes, hvem der skal gøre det, røber de ikke endnu – mød op (tidspunkt følger).
Grillen åbner officielt dagen efter den 2. maj 2026.